Søndag den 16. maj kommer vejene i Stepping, Ødis, Christiansfeld og Hejlsminde til at genlyd af gamle to-takts-motorer. Det er Stepping Markedsløb, der afholdes som en del af Stepping Kræmmermarked, der tiltrækker veteranknallerter fra store dele af landet.
Turen starter ved markedspladsen i Stepping og går derefter til Christiansfeld, hvor der blandt andet gøres holdt ved Grænse- og Genforeningsmuseet for at høre om området og dets historie.
Deltagerne får også en pause ved stranden i Hejlsminde, inden turen går over Ødis tilbage til markedspladsen i Stepping.
De mange gamle SCO’er, VeloSolex’er, NSU’er og mange flere kan ses på kræmmermarkedet fra kl.15 til 16, hvor der også vil være afstemning om den “fineste” knallert.
Flere oplysninger kan ses på www.stepping-kraemmermarked.dk, hvor der også findes oplysninger om tilmelding.