Mandag afholdtes den årlige børnebrandøvelse i Stepping. Glade børn hvinede om kap med sirenerne, da de blev overdynget med skum til Stepping Frivillige Brandværns årlige børnebrandøvelse.
Mange af de frivillige brandmænd deltog i arrangementet som en sjov afveksling fra de ellers mere alvorlige opgaver, som brandværnet også udfører.
Udover leg i skummet fik børnene også mulighed for en tur i en af værnets brandbiler, ligesom de kunne glide på den opstillede vandrutschebane med ægte brandbilsvand.
Arrangementet blev afsluttet med grillpølser og brød – og en opfordring til alle duelige om at melde sig under brandværnets faner.
Flere oplysninger om Stepping Frivillige Brandværn kan ses på værnets hjemmeside: www.stepping-brand.dk.