Politiet indfører automatisk trafikkontrol på Frørup Landevej. Flere borgere i Stepping har – blandt andet her i avisen – givet udtryk for deres bekymring over de høje hastigheder, der køres med på Frørup Landevej, som forbinder Stepping med Christiansfeld og motorvejen.
Denne bekymring er ikke gået politiets opmærksomhed forbi, og Sydøstjyllands Politi har nu besluttet at foretage automatisk trafikkontrol på strækningen.
Politiets fotovogn har allerede blitzet de første fartsyndere på strækningen, hvor knap to timers måling registrerede syv fartsyndere ud af 59 passerende køretøjer.
Den højeste målte hastighed var 100 km/t, og indehaveren af den rekord kan nu se frem til en bøde på 1.000 kroner.