Der er en god juleoverraskelse på vej til de Telia-kunder, som bor eller arbejder i Stepping.
Kolding Kommune har udstedt landzonetilladelse til opsætning af en 42 meter høj gittermast på en af driftsbygningerne på Steppinggård beliggende lidt uden for Stepping by (se billede).
Andre teleselskaber
Masten skal primært benyttes af teleselskabet Telia, der længe har haft et hul i dækningsnettet i dette område. I henhold til masteloven skal konkurrerende teleselskaber dog også have mulighed for at benytte masten mod betaling.
Bedre tale og data
Udover at give forbedret talekvalitet til Telias mobilkunder i Stepping og omegn vil masten også tilbyde hurtigt dataadgang for mobile apparater via 3G.
Alternativer
I forbindelse med den obligatoriske nabohøring er der fremsat ønske om, at masten i stedet blev opsat i forbindelse med det eksisterende industribyggeri på Søndre Alle i byen, men Telia har oplyst, at en placering på det sted ikke opfylder selskabets behov for dækning.