80 år med brandværn i Stepping

Stepping Frivillige Brandværn kunne i dag fejre deres 80 års jubilæum. Da byens frivillige brandværn blev stiftet i 1929, blev brandsprøjten transporteret på en hestevogn – venligt stillet til rådighed af en lokal landmand. Da Stepping fik sin første benzindrevne lastbil, fik brandværnet også lov at låne den, når der var udrykning.

I dag råder det frivillige brandværn over tre køretøjer, som dog i dagens anledning var blevet forvist fra deres garage, der var indrettet som festlokale – endda med en udvidelse af teltdug.

Der var rigeligt brug for pladsen, for mange gæster var mødt op for at lykønske brandværnet. De lokale brandmænd var naturligvis mødt op i gallauniform, ligesom der var flere gæster fra andre af de sønderjyske brandværn. Mange af Steppings indbyggere var også mødt op for at vise deres opbakning til de lokale brandslukkere.

Som altid er brandværnet interesseret i nye medlemmer, der har lyst til at gøre en vigtig indsats i lokalområdet. Nye medlemmer får den nødvendige uddannelse betalt og behøver selv kun at lægge tiden til.

Comments are closed.